HALFDAN RASMUSSEN

”Halfdans 1-2-3, Noget om voksenliv”

I efteråret 2015 blev der udskrevet en konkurrence om at sætte musik til Halfdans voksendigte. Præmissen var at lave musik der egnede sig til fællessang og præmien var, at sangen endte i Højskolesangbogen.

Palle gjorde Gorm opmærksom på dette en uge før deadline. Så Gorm ræsede ned til sin foretrukne boghandler og købte Halfdans ”Digte”. Små 500 sider med alle Halfdans digte.

Alle er jo – som alle andre – flasket op med børnesange, såsom ”Lille sky gik morgentur” og ”Rapanden Rasmus”. Men nu handlede det om digte for voksne.

I øvrigt noget underligt noget at sige; de fleste voksne har vel været børn engang og digte kan sagtens være universelle, så alle aldre kan være med?

Nå, Gorm bladrede febrilsk i bogen og ledte efter rytme og noget der ramte ham. Så tog fanden ved ham og dagen efter havde han sat musik til 8 digte. Ja, han havde ovenikøbet indspillet dem. De manglede blot noget magi fra Palle som kom forbi få dage inden deadline og smed om sig med dejlige lyde. Til sidst fik de mixet sangene hos Thomas Alstrup (som stod for indspilning og mix af pladen ”Huskekager” i 2014) og fik sendt dem afsted.

De vandt ikke.

Jo, de vandt faktisk ved, at de nu stod med 8 sange til et album. De indhentede tilladelse fra Halfdans søn, Tom Nagel og fik lavet et par virkelig dejlige tegninger til omslaget af Ole Grøn.

For at ære Halfdan, har de kaldt albummet ”Halfdans 1-2-3, Noget om voksenliv”.

Og til de virkelig skarpe: hvad kommer efter 1? 2, selvfølgelig! Og efter 2? 3!!! De håber at få lov til at lave to albums mere. Hvis tiden og talentet tillader det. Pladen kan indtil videre kun købes til deres koncerter. Specielt koncerten ”Halfdan, Morten og mig”!

Note: sangen ”Lyt til dit hjerte” kom i 2017 med i et Halfdan-appendix til Højskolesangbogen

YOUTUBE:

https://youtu.be/ay0-7uvwCy0

https://youtu.be/Kq5DZqrGbUk

https://youtu.be/vuto06pAQ4U